Gammeldags æblekage.
Efter at have bagt det meste af dagen i går, blev det lidt mere afslappet i dag, men jeg fik da lige udnyttet de æbler vi har haft liggende (alt) for længe. Så det blev til en god gammeldags æblekage.
Helt klassisk med æblegrød, makroner og flødeskum på toppen – der er ikke de store udfordringer i at lave den, meeeeen det smager jo da stadig meget godt 🙂
Sådan laver du æblekagen:
- Skræl æblerne
- Skær æblerne i både
- Kog æblerne i en gryde med et par skefulde vand, for at det ikke koger på bunden.
- Smag til med sukker og vanilje.
Æblekagen samles:
Det er som jeg skrev tidligere, ikke super svært eller kompliceret at lave denne klassiske opskrift. Så når æblegrøden er kølet af, fylder du den i en skål du vil være bekendt at sætte på bordet. Knus makroner, kom dem henover æblegrøden og top godt op med flødeskum. Du kan også spiffe det hele lidt op, ved at give makronerne lidt sherry eller andet vin – for at give det lidt spil.
Kog æblesirup på “affaldet”
Skræller og kernehuse kogte jeg en times tid i en hel del vand – derefter kogte jeg det godt ind med en god portion sukker i, og på denne nemme måde at udnytte hele æblet (det er jo så moderne :p) har jeg lavet mig endnu en portion æblesirup. Det er fantastisk til is, pandekager og bagværk (brugte det senest til nogle æble/kanel cupcakes.)
Også har det bare sådan en smuk farve:
Skriv en kommentar