Der er noget særligt tilfredsstillende over at lave en velsmagende og smuk kage. Når det så er den vigtigste kage i ens liv, bliver dette ikke mindre. Her taler jeg naturligvis om bryllupskagen – man finder vist ikke en kage til en specifik begivenhed der betyder mere – for de fleste i hvert fald.

Men det er ikke bare helt lige til at lave en så stor og vigtig kage, og slet ikke hvis det er til ens eget bryllup hvor der er tusinder af ting at have styr på. Derfor er kodeordet god planlægning for med en god planlægning i baghånden (og nogle test bagninger bag dig) kan det ikke gå helt galt.

Jeg har her samlet en lille guide i hvad jeg synes der er vigtigt at have styr på, inden du går igang med at lave din egen bryllupskage.

 

Lav din egen bryllupskage

Start i god tid med at planlægge din kage, så har du tid til at finde de rigtige løsninger, de rigtige smagssammensætninger og rigtige opskrifter til at bage efter. Lav en masse testbagninger, og find velvillige testsmagere – skal du spise det hele selv, kan det ende med at blive svært at komme i kjolen 😉 Har du forresten fundet kjolen endnu? Ellers er der kommet virkelig mange fine shops, også på nettet hvor man kan blive inspireret. Blandt andet her ved Bride Fashion. Der er selvfølgelig også Kennedy´s ved Århus, og der findes flere forskellige butikker at vælge imellem – det skal jo være helt perfekt til din store dag 🙂

Hvordan skal kagen se ud

Hvordan vil I gerne have jeres bryllupskage til at være. Der er mange muligheder, men det kan være godt som noget af det første at slå de overordnede linjer fast.

Skal kagen f.eks. følge et bestemt tema, som I holder festen i.

Den lille havfrue bryllupskage

Eller skal den være mere klassisk og romantisk

Klassisk bryllupskage

Eller er I til en mere moderne og strømlinet kage

stilren bryllupskage

(Aner)kend dine evner

Når I har styr på temaet hænger den næste del på dig og din selvindsigt. Hvor langt rækker dine evner? Det er så ærgerligt at overvurdere sig selv, og tro at man kan lave et utal af sukkerblomster og få en kage der er en dronning værdig, og så ende med to slatne roser, stress og en bryllupskage der ser lidt tom ud. Er du ikke så hardcore ud i at lave sukkerblomster (det er jeg f.eks. ikke) så kan du få et smukt resultat med levende blomster – som oven i købet kan matche dem i din buket, eller jeres borddekoration. Selvfølgelig skal blomsterne tages af inden i skal spise kagen, men det var sukkerblomsterne nok også endt med.

almindelige blomster på bryllupskage

Er afslutningen af fondant– eller marcipanovertrækket ikke lige det du er stærkest i, kan en måde at afslutte kagen på være kan du f.eks. bruge en silikoneform til at lave en perlekæde af fondant. Eller bruge et silkebånd til at afslutte kanten med.

silkebånd på bryllupskage

Er det at lave et fondant- eller marcipan overtræk ikke lige dig, kan du overveje istedet at lave en naked-cake eller at smøre den op med smørcreme eller stiftpisket flødeskum

Fastlæg en smagskombination

Når du har styr på udseendet, kommer vi til det der – helt ærligt – er det vigtigste. SMAGEN! For det kan være lige meget hvor smuk kagen er, hvis den ikke smager af noget særligt.

Hvilke bunde vil du have i? Den helt nemme løsning er at købe færdige lagkagebunde, den næst nemmeste løsning er at bage en sandkage og skære ud til bunde. Men du kan lave et utal af kombinationer. F.eks. 2 sandkagebunde og en chokoladebund i midten, nøddebunde, marengsbunde eller ren chokolade.

Når du har fastlagt bundene, kommer du til cremerne. Min erfaring er at det er en god idé at kombinere en “fed” med en “let” f.eks. en chokolademousse med en jordbærmousse (den er også helt klassisk) eller måske en champagnemousse med en hindbærmousse. Kun fantasien sætter grænser så test, test, test. Hvad kan I lide, hvad kan passe sammen.

Min erfaring er, at selvom det er fristende at vælge mange forskellige cremer og bunde, så er det bedst at holde sig til én måske to typer bunde og 2 typer creme og så lave det samme i alle lag i kagen. På den måde skal du ikke holde jonglere med mange forskellige smagsvarianter og det giver som regel også bare det bedste mest smagsfulde resultat.

 

Bag kagerne

Så skal der bages. Det kan være en fordel, at bage kagerne i god tid i forvejen – vælger du den rigtige opskrift kan du fint fryse kagebundene ned, så har du styr på den del inden du når til den store dag – som i det her tilfælde selvfølgelig er dagen, før brylluppet, hvor du skal samle kagen.

Skal din kage være helt klassisk rund, kan du bage kagerne i springforme og fryse dem ned i dem. Men du kan selvfølge også finde på en anden form, hvis du er lidt mere utraditionel.

 

Lav cremerne

Cremerne skal helst lave samme dag som du samler kagen, så kan de nemlig sætte sig i formen og derved holde sig pænest og du undgår bedre at de løber ud over det hele. Husk at sætte cremerne med gelantine, bryllupskagen skal stå i lang tid, og ofte i et varmt lokale, det vil være så ærgerligt hvis den begynder at falde sammen.

 

Saml kagen

Så kommer den spændende del. Kagen skal samles. Sørg for at have god arbejdsplads – og ikke for mange familiemedlemmer til at gå i vejen. Det kan dog være en god idé med en hjælper, der f.eks. kan dreje kagen for dig, eller række dig en ren sprøjtepose når det er nødvendigt.

Helt essentielt for at få samlet kagen er nogle gode bageringe og kageplast. På den måde kan du få kagen ud af formen igen, uden at den hænger fast. Skal kagen samles til et tårn, uden stativ, skal du huske at understøtte lagene, ved at bruge nogle kagerør, eller kraftige sugerør, som du stikker ned i den underliggende kage der hvor det næste lag skal stå. De er med til at stabilisere og ikke mindst bære de ofte tunge kager der kommer ovenpå. Vendt med at samle kagen til et tårn før den er pyntet færdig.

Du kan fint samle kagen 2 dage før brylluppet, og så lade den stå og sætte sig til dagen efter hvor du kan kaste dig over pynten.

 

Pynt kagen

Så kommer den rigtig sjove del. Kagen skal pyntes.

Der er mange måder at pynte kagen på. Men det første valg der skal træffes er hvilket overtræk der skal på kagen. Marcipan smager bedst (hvis man spørger mig) men det kan være svært at arbejde med, og giver ikke den samme rene hvide flade som fondant giver. Fondant smager tilgengæld meget (meget) sødt – vælger du at arbejde med fondant kan du vælge selv at lave det, eller købe det færdigt. Til din bryllupskage, hvor du garanteret har meget andet at lave også, vil jeg anbefale at købe det – det er endnu en stressfaktor at tage ud af ligningen.

Alternativt kan du jo, som jeg skrev længere oppe, vælge at smøre kagen op med eksempelvis smørcreme, eller en chokoladeganache i 1:1 (1 del chokolade til 1 del fløde). Husk at du uanset hvad skal smøre kagen op, for at få et pænt underlag til marcipan eller fondant – et godt underlag er essentielt!

Man kan også vælge at pynte med “brud” af chokolade, som giver et helt anderledes og mere moderne udtryk.

 

Og så endelig, den sidste pynt: Blomster, hjerter, perler, detaljer i glasur – alt hvad hjertet kan begære og hvad I har lyst til – og selvfølgelig topfiguren. Er I ikke til de traditionelle topfigurer kan I bruge det der lige udtrykker jer bedst – et par hoptimister, badeænder eller noget helt tredje. Du kan også lave figurerne selv, i f.eks. fondant.

Er der mange elementer der skal på kagen, vil jeg anbefale at lave dem i mindre omgange i forvejen, så kan de også ligge og tørrer i den rigtige form – så f.eks. blomsterbladende vender den rigtige vej. På den måde bliver det også til et lille hyggeprojekt ind i mellem, og det gør ikke helt så meget hvis det bare driller en dag.

 

bryllupskage pynt

Nu håber jeg at du har mod på at gå i kast med din egen bryllupskage. Jeg lavede til mit eget bryllup og var noget så stolt af det!

 

Husk det vigtigste er at I har en god dag, og gæsterne skal nok elske kagen – og kun endnu mere når de ved at du selv har stået og lavet den.

 

Rigtig god fornøjelse, og tillykke med brylluppet!