Pebernødder

Så nærmer julen sig snart, og når først december rammer os, flyver tiden afsted.
Vi har valgt at starte med den mest oprindelige julesmåkage, som jo er pebernødden.

Før man i de danske hjem,  fik moderne komfurer , var pebernødderne den eneste småkage, man selv kunne lave til jul.

Pebernødderne var ikke som nutidens pebernødder, de blev dengang bagt af rugmel og honning, som blev tilsat stærke krydderier – måske vi skulle bage næste portion efter gammeldaws facon.

Den opskrift vi har brugt i dag er, som så mange andre på vores side, lavet så nem som muligt.
I dag var det min 10-årige datter der lavede dejen, og trillede pebernødderne med sine to mindre brødre, mens jeg lavede aftensmad.

Ingredienser til de lækre jule pebernødder:

125 gram smør
125 gram sukker
1 æg
1 tsk natron
0.5 tsk stødt ingefær
0.5 tsk stødt kardemomme
0.5 tsk stødt kanel
1 knsp hvid peber
275 gram hvedemel

Fremgangsmåde:

Bland mel og krydderier sammen med sukker
Tilsæt  blødgjort smør, og ælt det godt sammen
Saml til sidst det hele med et æg
Dejen trilles ud i pølser, som skæres ud i små “bidder”, der trilles til pebernødder
Lægges på bagplade på bagepapir
Bage ved 200 grader alm ovn ( 180 varmluft) i ca 8 min.